Con Brio-koret tæller 40 medlemmer med en god fordeling på de fire stemmer. Der er en stærk mandegruppe på 15 sangere som ved passende lejligheder optræder selvstændigt. Koret øver torsdag aften i perioden september til juni i lokaler nær Valby Station. Udover det musiske nyder vi hinandens selskab, og for at blive helt i topform til efterårssæsonens afsluttende koncert har vi tradition for en årlig øveweekend, hvor vi får øvet igennem.
Dirigenten

Korets dirigent er Eva Østergaard, som er en musikalsk humørbombe, der forstår at bringe det bedste frem i koret. Eva startede sin musiske karriere som korsanger i sin mors kor og skiftede derefter stemmens instrument ud med tværfløjten. Efter 16 år som solofløjtenist i Det Kongelige Kapel kastede hun sig ud i en ny karriere som organist, og det var i forbindelse med hendes ansættelse ved Brøndby Strand Kirke, at vi var så heldige at få glæde af Evas kompetencer som korleder for Con Brio-koret.
Koncerter
Traditionelt giver koret koncerter i maj og december, og vi har med jævne mellemrum haft koncertturneer til bl.a. Polen og Ungarn. Når vi ikke synger a cappella, bliver vi akkompagneret af korets faste pianist Mimi Kjær Dulong eller andre professionelle musikere.